Sommerferie.2016.Slovakiet.3

Ferievognen i Østeuropa Sommeren 2016.3

Onsdag.D.10.8

Op til regnvejr, godt vi skal afsted, så kan vi måske køre fra regnvejret. Vi har heldigvis klargjort ekvipagen til afrejse, så det er bare at få noget morgenmad og få støttebenene op, spændt for, så kan vi køre. Skal lige betale for opholdet også, det tager lidt tid, man har ikke travlt her, så får de da heller ikke stress. Vi betaler 372 Polske penge for opholdet , 4 overnatninger, det er da ikke dyrt for at ligge på en glimrende, og ret hyggelig plads. Vi kører fra pladsen kl.10,15 i silende regn og kun 13 grader, det er lige fra den ene yderlighed til den anden, i går var vi oppe på 30 grader.

Farvel til ham Stanislaw, der står der og ser lidt skummel ud. Vi har ca 190 km til den plads vi har tænkt os at indtage i Slovakiet. Vejene er nu ikke noget at råbe hurra for, vi kører ad en ringvej uden om Krakow og derefter på en landevej mod Slovakiet.

Sikke da et vejr, det kan man da ikke byde fredelige campister.

Sjovt med de fine broer de bygger her i Polen.

Mon man skal til at bygge nye huse på den muddermark?

Halløjsa! Der står da en vi kender fra de gode gamle dage, Fred Flintstone. Han bliver da våd, den stakkel.

På et tidspunkt bliver vi stoppet af politiet på landevej 7, som vi kører på. Der skal lige hænges et kabel op over vejen, det tager kun godt 3.4 minutter, så hænger det og svinger oppe over vejen. Det var nok ikke gået så nemt i Danmark, der var vejen blevet lukket i flere dage. (griner).

Her kan man se et grovt rids af ruten vi kører til Slovakiet. Det er landeveje, med lidt bakker og sådan, men ikke et problem at køre.

Videre det går, her er igen en af de fine brobuer, man er vilde med her i Polen.

Sikke da et flot træhus der ligger der på marken.

Vi kører gennem mange småbyer og selvfølgelig er der en Lidl i sådan en bette by, de er jo alle vegne.

Regn,regn, det er ret deprimerende med al det vand, vi begynder vist at nærme os Slovakiet.

Her kan man købe alskens billigt kram, så er vi vist tæt på grænsen.

Selv om det regner ret meget er det nu nogle flotte landskaber vi kører gennem. Vi kører over grænsen til Slovakiet kl. 13,50, nu fortsætter vi mod en plads der hedder: camping Poddlesok, den skulle ligge ret naturskønt og ikke så langt fra den hovedvej vi kommer ned på, lidt nede i Slovakiet.

Så er vi på vej ind i Slovakiet og det regner stadig, godt vi er indendøre.

Slovakiet har den smukkeste natur man kan tænke sig, som man kan ane lidt af her på billedet.

Der ligger flotte turist områder tæt ved Grænsen til Polen, her er sikkert dejligt når det ikke regner.

Det går fint ned gennem Slovakiet. Forude kan i ane noget af det uundgåelige betonbyggeri, der er så meget af her i landet.

Vi er forøvrigt inde på en tank for at købe en tilladelse til at køre på motorvejene her i Slovakiet og fik en fantastisk venlig betjening. Nu er der ikke langt igen til pladsen og vi ankommer kl. 16,00, der er kun 15 grader varmt og overskyet, men vi er jo også lidt oppe i højderne i Tatra. Vi får tjekket ind og finder op på en stor græsmark, hvor vi skynder os at få sat vogn op, og solsejl på, hvilket er heldigt, for pludselig vælter det ned med vand og det tordner helt vildt.

Se nu bare der, det er da ikke sjovt, man skulle da tro at syndfloden er på vej.

Nå! men det er da egentlig meget hyggeligt, vi har jo tag over hovedet og er ikke helt alene her på pladsen. Her faktisk mange der ligger i telt, så vi skal vist ikke klage over komforten. Vi spiser nede på den hyggelige restauran der ligger ved pladsen og vover pelsen med at spise fremmed mad. Vi er heldige, får et bord på 1, sal i et lille hyggeligt rum og får en førsteklasses betjening af de unge piger. Maden er også god, så vi får heldigvis bestil noget vi synes er godt, vi er forøvrigt kørt ned til restauranten, der er et stykke derned, og de vælter ned med vand, først kl.21,00 holder det op med at regne.

Torsdag.D.11.8

Vi beslutter at vi ikke vil blive her på pladsen, så vi pakker sammen og får gjort lidt rent, efter det voldsomme regnvejr. Vi kører fra pladsen kl.11,00 og har valgt at vi vil til en plads der hedder Sokol-camping, den ligger ikke så frygtelig langt fra Kosi'ce, den østligste storby i Slovakiet.

Her ligger vi på den meget våde Poddlesok, solsejlet er taget ned, der er jo ingen sol.

Et kig hen mod en af servicebygningerne, det er en ret stor plads.

Et kig ned hvor vi kommer fra og et hen mod en anden servicebygning, her er da ganske fint, trods regnen.

Der klares op og gøres rent, så vi ankommer standsmæssigt til næste plads.

Lige efter vi er kørt fra Poddlesok, møder vi denne glade stork, det er Marianne glad for, så hun skynder sig at knipse, hun er vild med storke.

Her møder vi en af de lokale, det er sikkert en af de mange Roma'er, der bor her i landet.

Man er ved at gøre byen ren, det er vist Roma-arbejde, ser det ud til.

Vi kommer gennem mange små byer, der vidner om at man ikke er så velhavende her i Slovakiet.

Man ser ikke affald ligge og flyde i gaderne, her er pinlig rent, måske vi kunne lære lidt i Danmark?

Her ligger et lokalt værtshus! der sælges den gode Kozel øl, fra Tjekkiet.

Slovakiet er et meget smukt land og vi kører gennem flotte landskaber, og over nogle mindre bjerge med serpentinerveje, der ikke er særlig brede. Det er dog ikke et problem og vi nyder turen gennem nye områder i et nyt land, som vi kun har besøgt en gang før. Nu er vi på vej over til den østlige del af Slovakiet, hvor den største fattigdom og koncentration af Roma ghettoer befinder sig, dem møder vi også mange af under turen, men der er overhovedet ikke problemer med at vi føler os utrygge, tværtimod.

I de fleste af de lidt større byer, ser vi disse trøstesløse boligblokke, der beboes af almindelige Slovakker, og nogle gange af, Romaer.

Kønt er det vel egentlig ikke, men dem der bor der har da tag over hovedet.

Smukke og særprægede kirker er her da også, så det hele er ikke gråt.

Det tog er mage til et vi tog billede af for nogle år siden i Ungarn, det er da fint, holder måske endda bedre end vores dyre "affaldstog" til milliarder?

Disse garageanlæg ser vi mange steder i forbindelse med de grå boligblokke, der er dog ikke mange biler ved garagerne?

Vi kommer op gennem nogle flotte områder, med stejle snoede veje, op over nogle små bjerge nærmest.

Her er en af de mange: Roma-ghettoer, der ligger spredt i de små byer man kommer gennem, det er ikke de bedste forhold man har disse steder. Klik gerne på linket, der er ret oplysende.

Man kan godt fornemme at det ikke er stor rigdom der er her i Øst-Slovakiet.

Vi holder lige en lille pause, efter at vi er kørt op gennem en masse serpentinerveje, der ikke var alt for brede. Vi kørte på vej 546 op over et mindre skovbevokset bjerg. Ikke farligt men noget langsommeligt og med nogle stigninger op til 12-13%, godt vi har kræfter nok.

Vi ankommer til den lille by: Medzev, hvor campingpladsen ligger Kl.13,40, det er en ret bette by og vi skal op af en mindre bakke for at komme til pladsen. Da vi holder udenfor pladsen, siger jeg til Marianne! der er da ikke til at komme ind, det så lidt sjovt ud? Marianne går dog ind gennem den sjove indkørsel, mellem faldefærdige bygninger, og så kalder hun på mig at jeg hellere må komme og kigge. Da jeg så lystrer og går ind, kommer jeg ind i en æbleplantage, hvor der ligger lidt telte og nogle får campingvogne, det ser da hyggeligt ud.

Så kommer campingfatter, der hedder: Harry Jeurink, med et stort smil nede fra en anden indgang, han er enormt flink og siger vi bare kan køre ind og lægge os hvor vi har lyst, så det gør vi. Harry er Hollænder, men gift med en enormt sød Slovakisk dame, der hedder: Lana Cernova'.

Her ligger vi så i den hyggelige æbleplantage.

Efter at vi har fået vognen på plads, skal vi ned og tjekke ind, der bliver vi budt på The og får en grundig information om pladsen, og området. Kan kun sige at dette sted er virkelig lige i vores smag, mage til flinke værter skal man da lede meget længe efter. De driver også et lille fint pensionat, der er fuldt booket, hvilket vi gort kan forstå med al den venlighed. Vi låner også nogle bøger om området, samt noget historie om campingpladsen, der faktisk er ret interessant, det kommer dog ikke med her. Nu kommer der lidt billeder fra den hyggelige plads.

Vi ligger fint her, i kan se hen mod indkørslen til pladsen.

Ser det ikke fint ud? Fred og ro, så ikke noget at klage over.

Et kig ned mod privaten, og pensionatet, her er skønt.

Ser det ikke hyggeligt ud? Til venstre ligger baderummende og toiletterne.

Service-skurene! ikke trestjernet, men det virker og der er masser af varmt vand.

Er det da ikke fint? Vi kan godt li' det.

Den fine håndvask, og et badekar til de små, kan man da også finde her.

Der har vi opvaskepladsen, ganske fint.

Her kan man sidde og ha' det rigtig hyggeligt, med sine venner eller familie, der mangler ikke noget.

Idyl og dejlig stemning er her i overflod af.

Vi nyder dette sted meget, så vi skal lige vise jer, hvordan indkørslen ser ud, det er ikke en prangende indkørsel, men den fører ind i et mini paradis, hvis man er til sådanne fredelige steder helt uden luxus.

Vejen op til pladsen, jeg står lige ved indkørslen, der ligger til venstre, i kan ikke se den.

Der kører man ind! tror godt at der kan komme en 2,5 m bred vogn ind, men garanterer ikke.

Så er man på vej ind til pladsen/æbleplantagen.

Så er snuden indenfor og vejen deler sig, vi bor til venstre.

Hvad siger i så, ser her ikke hyggeligt ud? Vi kan kun anbefale at man ruller her ned inden det bliver ødelagt af nyt byggeri.

Vender mig lige om, så i kan se udkørslen. Toilettet tømmes ned i et rør, der er til venstre i billedet, i kan nok ikke se det.

Nu kender i forholdene, så i kan finde ind, når i kommer her ned.

Harry, Solveig og lille Sylvia er med ude og se på pladsen. De fik en ny ven i Polen, han sad på en tankstation og så så ynkelig ud, så ham købte vi, så han kan komme ud og se andet end en hylde på en tankstation, han er faldet fint til sammen med de tre andre. Det er nemlig ikke tilladt at moppe i vores vogn, her er vi altid ordentlige ved hinanden, heller ikke selv om vi har døbt ham: Grønskollingen.

Efter at vi er kommet helt på plads og sidder og nyer det under solsejlet får vi pludselig besøg af ham her.

Han lægger sig da bare som om han har boet hos os altid, det er da hyggeligt.

Et kig ud til den gamle kirke der ligger i den lille by, der er uden for pladsen, ret hyggeligt.

Nu slutter vi for i dag, det har været en fin en af slagsen, med lidt udfordringer rent kørselsmæssigt. Ikke værre end alle kan klare det og turen gennem det stykke af Slovakiet vi har kørt er ganske flot og med masser af indtryk vi ikke er vant til andre steder vi har været. Der er lidt flere billeder af pladsen end vi normalt lægger på, det er nok fordi vi er ret begejstrede for at være her, og gerne vil at andre oplever stedet. Så stort tak for denne skønne dag, ses forhåbentlig i morgen, til en ny spændende dag.

Godmorgen! vi står op til dejligt vejr, her i æbleplantagen.

Sikke en dejlig udsigt at stå op til.

Det er den skønneste idyl vi ligger i her på Sokol.

I dag nyder vi morgenmaden ude under solsejlet, det er dejligt at sidde og nyde det dejlige vejr i sådanne fredelige omgivelser. Vi har planer om at vi vil besøge den østligste storby i Slovakiet: Kosice, den by var Europæisk kultur-hovedstad i 2013, hvilket har gjort den mere kendt end den var tidligere. Vi lægger nogle link ind til omtale af byen, og Slovakiet, nogle af linkene viser til historie, der ikke er særlig skønt, men vi synes det bør læses da det fortæller en historie der ikke interesserer medierne og derfor ikke kommer ud til ret mange mennesker.

Vi kører fra Sokol kl.godt 9,00, der er ca 35 km til Kosice' og over 20 grader, så det bliver da en dejlig dag. På vej mod Kosice' kommer vi gennem en by der hedder Jasov, her er der nogle ret uskønne Roma-ghettoer, som i kan se af billederne, det er forfærdeligt at man i et EU-land tillader at folk behandles på den måde, som man gør med Romaerne, både her i Slovakiet, men også i Tjekkiet og Ungarn.

Der er hverken vinduer eller døre i den faldefærdige blok, hvor der bor Roma-familier med små børn.

Nogle af boligerne ser bedre ud end andre, der er også forskel på måden Romaerne bor på.

Her er en af de værre, dem er der en del af her i den lille by Jason. Vi oplever ikke nogen for for aggressive Romaer, under turen.

Det er en ganske flot tur, gennem fine landskaber til Kosice', man møder også fine gamle lastbiler, der slæber sig op af bakkerne.

Så nærmer vi os byen, den ser da fin ud her oppe fra højderne.

Vejen ind til centrum er glimrende, her er ikke meget trafik.

Desværre er ikke alt den rene idyl her i Kosice', der er mange fattige og mange grimme ghettoer, hvor Romaerne bor under kummerlige forhold, uden vand og strøm, eller varme for den sags skyld. Inde i Centrum er det noget svært at finde en P.Plads, men efter lidt køren rundt, finder vi et P.Hus hvor vi kører ind of sætter bilen. Da vi skal ud af det fine P.Hus går vi forkert og er vi låst inde, kan hverken komme frem eller tilbage? Efter lidt søgen finder vi en dør ud, men vi kommer gennem et hotel køkken og nogle gange, hvor nogle kigger underligt på os! ud kom vi dog.

Vi er i nærheden af den smukke domkirke og et flot torv, hvor det musikalske springvand spiller musik til vandets springen op i luften.

Her er meget smukt og alt er velholdt, med fine blomster.

Store brede boulevarder, som vist er kendetegnende for nogle byer i Østeuropa.

Vi skal ind og se den smukke domkirke, der er en af landets smukke gotiske kirker og den største. Kirken er opført i 1300 tallet og tilegnet byens skytshelgen, sankt Elisabeth, der i sit korte liv brugte sin tid på at hjælpe syge og svage.

Den smukke domkirke, ligger meget smukt placeret i centrum af byen.

Lige et billede af det smukke tag.

Smuk facade, nu går vi ind i kirken, det er spændende.

Kirken er meget smuk indvendig! se bort fra stilladset, men er ved at renovere.

Lyst og smukt, uden en masse guld og glimmer.

Det er meget smukke udsmykninger man har lavet i denne kirke.

Smukt og enkelt, trods det hårde budskab.

Et sidste billede inde fra den meget flotte kirke. Vi går ud i byen uden noget bestemt mål, så i er velkomne til at følge med os på turen. Vi springer lige over på en ny side, så denne ikke bliver for voldsom i størrelsen, ses måske lige om lidt?

Copyright. Ferievognen2. Ove Lund. Det er ikke tilladt at kopiere billeder og tekst.